Presse

Malerier med et twist

Hvad sker der, når noget, et udtryk, en talemåde, tages helt bogstaveligt?

 

Det er noget af det, Hans. Chr. Sørensen beskæftiger sig med i sin kunst.

 

Tag nu f.eks. ”En skyskraber”. Vi ved jo alle sammen, hvad det er: et højhus, typisk i New York, men i Hans Chr. Sørensens maleri ser vi en mand i færd med at skrabe en sky ned af den blå himmel, som var det et gammelt tapet. En skyskraber.

 

Eller hvad med ”Musiker uden indhold”. Her ville de fleste nok tænke på en overfladisk person, der ingen dybde har i sin musik, men i maleriet har Hans Chr. Sørensen taget det helt bogstaveligt: vi ser skyggen af guitaren gennem mandens ryg. Han er faktisk helt tom og fuld af luft.

 

Og det er jo morsomt, samtidig med, at det sætter nogle tanker i gang, som såvel akademiske specialister som hverdagsfilosoffer kan filosofere over.

 

Sådanne malerier med et tydeligt surrealistisk udtryk og indhold er typiske for Hans Chr. Sørensen. Han leger med vores begrebsverden, sætter normaliteten ud af spil og rykker ved det hele, så fantasien tager over, og kunsten begynder.

 

Samtidigt er der en dybere mening med al spasen. Vi tvinges til at se lidt nærmere på vores vante forestillinger. Hvad det egentlig er, vi siger. Hvorfor vi ikke skal tro på, alt, hvad vi ser og hører. Hvorfor vi gør, som vi gør.

 

På den måde er Hans. Chr. Sørensen særdeles antiautoritær. Han vender op og ned på det hele, twister det og udfordrer os. Og det skal han have stor tak for. Ikke mindst, fordi han er en glimrende maler.

 

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen